Interview med Centralrøgeriet fra Køge
I forbindelse med projektet Rest til Ressource fik Centralrøgeriet foretaget en gennemgang af deres virksomhed i Køge. Igennem projektet fik de rådgiverhjælp til at finde løsninger på de udfordringer der blev identificeret ved gennemgangen af deres produktion.
Interviewet herunder er en kort opsummering af deres erfaringer i forbindelse med deltagelse i projektet, samt deling af den læring som de opnåede efter at have nogen uden for virksomheden til at kigge på deres arbejdsprocesser. Som Kenneth også nævner i videoen, blev der fundet besparelser på flere hundredetusind kroner årligt med en tilbagebetalingstid på kun et par dage.
Interviewet blev foretaget i forbindelse med den afsluttende konference for projektet Rest til Ressource, hvor Centralrøgeriet gerne ville dele deres oplevelse og resultater. Den afsluttende konference blev afholdt d. 4. maj 2018 og fungerede samtidigt som startskuddet for det nye projekt Symbioser på Sjælland. Symbioser på Sjælland viderefører den viden og læring som blev opnået i Rest til Ressource til de resterende kommuner i Region Sjælland, som ikke deltog i det oprindelige projekt.
